Kruso Logo
Kontakt os

Krusader's Talk

De fem mest almindelige fejl inden for webtilgængelighed

Med webtilgængelighedsloven, som træder i kraft i juni 2025, er tilgængelighed mere aktuelt end nogensinde.

I årenes løb har jeg arbejdet på et hav af digitale projekter – både i det offentlige og private – hvor jeg tydeligt har set, hvordan en stærk brugeroplevelse og god tilgængelighed går hånd i hånd. Kort sagt er tilgængeligt design lig med godt design. Når vi gør det nemmere for mennesker med funktionsnedsættelser at orientere sig på et website, forbedrer vi samtidig oplevelsen for alle besøgende. 

Her er de fem fejl, jeg oftest støder på i forbindelse med webtilgængelighed, samt et par tips til, hvordan du undgår dem. Ved at gøre tilgængelighed til en naturlig del af din UX- og designstrategi fra start, baner du vejen for digitale løsninger, der reelt fungerer for alle. 

WebtilgængelighedVi tror på at tilgængelighed er fundamentet for alt godt design og skaber værdi for alle.

1. At betragte tilgængelighed som et quick-fix, man kan løse til sidst

Webtilgængelighed kan være kompliceret, og det er ekstra besværligt at fikse på bagkant, hvis man ikke har tænkt tilgængelighed ind fra begyndelsen. Ja, man kan godt lappe på koden bagefter, men hvis løsningen havde været bygget korrekt fra start, var det ikke nødvendigt. 

Løsning

Gør tilgængelighed til et centralt krav allerede i projektets tidlige faser. På den måde kan UX-, design- og udviklingsteamet samarbejde om brugervenlige løsninger, der er bygget korrekt fra bunden. 

2. For stor tillid til automatiske testværktøjer

Automatiske værktøjer er et godt udgangspunkt, men de opfanger kun omkring halvdelen af de tilgængelighedsproblemer, der kan være. De overser nuancer, som kræver menneskelig vurdering – for eksempel konteksten af linktekster, eller om alt-tekster giver mening. Hvis man springer detaljerne over, kan det gå ud over den samlede brugeroplevelse. 

Løsning

Kombinér automatiske test med manuelle gennemgange. Involver brugere med funktionsnedsættelser i brugertest, og få eventuelt ekstern hjælp fra eksperter, der kan give indsigter, som interne teams nemt overser. 

Optimer din virksomheds indtjening med webtilgængelighedWorkshop

3. At undervurdere værdien af tilgængelighed

Hvis man kun ser tilgængelighed som et punkt på en tjekliste, går man glip af de bredere fordele. Tilgængelighed forbedrer den generelle brugeroplevelse, styrker virksomhedens omdømme, udvider kundegrundlaget og kan tilmed forbedre din SEO. Derudover bør man ikke kun betragte tilgængelighed som en engangsøvelse, man skal overstå inden juni 2025. Det er en løbende forpligtelse, som skal integreres i hver eneste opdatering og alt nyt indhold, man publicerer. 

Løsning

Brug tilgængelighed som et strategisk aktiv. Se det som en del af din virksomheds samfundsansvar og som en konkurrencefordel. 

4. At glemme at oplære indholdsredaktører

Selvom koden og designet på dit website er tilgængeligt, kan uuddannede indholdsredaktører skabe nye barrierer. De står ofte for at uploade billeder, videoer og tekster, der også er nødt til at være tilgængelige. Men redaktørernes træning bliver tit overset – måske fordi mange forskellige medarbejdere løbende tilføjer indhold til hjemmesiden. 

Løsning

Gør tilgængelighed til et fælles ansvar på tværs af afdelinger. Oplær indholdsredaktører i god praksis, herunder at bruge beskrivende alt-tekster, korrekte overskriftsniveauer og at oprette tilgængelige dokumenter og formularer. 

Webtilgængelighed for begyndereViden

5. At glemme tilgængelighedserklæringen

En tilgængelighedserklæring (Web Accessibility Statement, WAS) er lovpligtig under den europæiske tilgængelighedslovgivning. Undlader man at have den – eller er den mangelfuld – opfylder man ikke lovkravene, samtidig med at det betyder dårlig transparens over for brugerne. 

Løsning

Udarbejd en fyldestgørende tilgængelighedserklæring, og indsæt den i dine vilkår og betingelser eller et tilsvarende dokument. Gør den nem at finde, f.eks. på www.eksempel.dk/was, og sørg for at holde den opdateret ved ændringer eller forbedringer. 

Alt i alt ...

At undgå disse typiske fejl kræver en proaktiv og bred indsats i organisationen. Tilgængelighed handler ikke kun om lovkrav, men om at give alle lige adgang og skabe bedre brugeroplevelser. Ved at integrere tilgængelighed i både kultur og arbejdsprocesser, er du med til at gøre den digitale verden mere inkluderende for alle. 

Forfatter.

  • Kreativ Direktør

    Asbjørn
    Poulsen